Svend 2. Estridsen

Svend 2. Estridsen, konge af Danmark 1047-1074, søn af Ulf Jarl og Knud den Stores søster, Estrid. Svend vokser op i England. Da Hardeknud dør i 1042, gør Svend krav på den danske trone. Imidlertid vinder Magnus magtkampen, og Svend bliver indsat som jarl i Danmark. På sit dødsleje i 1047 erklærer Magnus, at Svend skal arve Danmark og Harald Hårderåde Norge, og Svend kåres til Danmarks konge på samtlige landsting. Harald, som ikke er tilfreds med at have fået Norge, bekriger Danmark og hærger blandt andet Hedeby, som ødelægges ved brand. Først i 1064 slutter de stridende fred. Svend, hvis morbroder, Knud den Store har været konge af England, forsøger at gøre krav gældende, men det lykkedes ham ikke at gennemføre det.

Svend begynder nu at organisere landet, som på det tidspunkt omfatter Nørrejylland, Sønderjylland, Fyn, Sjælland, Øerne, Bornholm, Skåne og Halland. Svend er den konge, som bringer Danmark fra vikingetiden ind i middelalderen. Svend ønsker et godt forhold til kirken. Han søger at få sin oldefar Harald Blåtand helgenkåret og sender sin søn Magnus til Rom for at blive salvet og indviet som tronfølger, men Magnus dør undervejs. Svend ønsker en national kirke, uafhængig af det tyske ærkebispesæde i Hamburg-Bremen. I 1073 udnævnes pave Gregor VII. Paven søger allierede mod den tysk-romerske kejser og ønsker at få begrænset dennes muligheder for at udnævne gejstlige i embeder, hvorfor han er positivt stemt overfor Svends ønske. Svend dør imidlertid før, dette realiseres. Det sker den 28. april 1074, og han begraves i Roskilde domkirke. Han efterlader sig mange døtre og sønner, hvoraf følgende fem opnår at blive konge i Danmark: Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels. Herudover kan nævnes Svend Korsfarer, som vinder stort ry for sin modige kamp mod tyrkerne.